Det handler om at bidrage med positive resultater for borgeren – Sammen skaber vi fremtidens velfærdsløsninger.

Med et bebudet lovforslag – Børnene Først – vil regeringen angiveligt forsøge at højne kvaliteten af tilbuddene til børn og unge. Men virkningen risikerer at blive den stik modsatte. Det centrale i debatten om velfærdsydelser er – hvordan der skabes mærkbare resultater for slutbrugeren – ikke hvem der bidrager men hvordan det kommer til at ske.

Forslaget vil fjerne en stor del af de private tilbud og uden frit valg og konkurrence fjerner vi udviklingen og innovationen og så er der kun en taber: børnene. Faktum er, at kommuner og private tilbud i årevis har haft et samarbejde om at løse opgaven. Det er nemlig en del af strategien for flere kommuner. Det er faktisk offentlig privat samspil, når det er bedst. Men det betyder ikke, at mere fokus på viden og resultater er påkrævet. Derfor bør der iværksættes en række initiativer, der sætter det højt på dagsordenen.

Udsatte børn og unge

13.000 børn og unge er i dag anbragt uden for hjemmet. De udgør en gruppe med mange forskellige udfordringer og har som alle andre forskellige ønsker og mål med tilværelsen. Og som alle andre har de naturligvis krav på at blive behandlet og respekteret, som selvstændige individer med egne ønsker og individuelle behov. Skal individuelle behov og ønsker imødekommes, forudsætter det frit valg og fokus på kvalitet.

Vi ved allerede i dag, hvad der ikke helt fungerer i forhold til de udsatte børn og unge. Så hvis regeringen og dens støttepartiers ønske om at gøre noget for børn og unge er dybfølt – og ikke bare ideologi – bør de følge nedenstående initiativer. Herved kan fokus på kvalitet og muligheden for selv at vælge tilbud blive omdrejningspunktet for en tiltrængt fornyelse af området.

Initiativ 1 – Plejefamilier

Omkring en tredjedel af alle anbringelser i plejefamilier må bringes til ophør. Det skyldes typisk, at plejefamilierne ikke har de fornødne faglige kompetencer til at varetage en opgave, som kræver en specialiseret tilgang. Derfor er der behov for yderligere initiativer, som understøtter plejefamiliernes indsats, ligesom der er behov for en opgradering af sagsbehandlernes kompetencer til at visitere og følge op på indsatsen i de korrekte tilbud.

Initiativ 2 – Skolegang

Vi ved fra forskningen, at en vellykket skolegang er den mest udslagsgivende faktor for, hvordan udsatte børn klarer sig senere i livet. Det er en kendsgerning, at mange udsatte børn og unge har haft en mangelfuld skolegang som følge af mange flytninger og meget ustabile forhold i øvrigt.

Derfor er der behov for initiativer til at sikre børnenes skolegang. Kommunerne må i deres anbringelser i højere grad samtænke og koordinere anbringelser i overensstemmelse med et konkret hensyn til de udsatte børn og unges skolegang og senere vej gennem uddannelsessystemet.

Initiativ 3 – Certificering

Forskning og undersøgelser viser, at den kommunale sagsbehandling ofte er behæftet med fejl, når en ung anbringes. En af årsagerne er, at lovgivningen og reglerne fortolkes meget forskelligt fra kommune til kommune, og at mange sagsbehandlere typisk sidder med bunker af sager.

Derfor bør processerne omkring sagsbehandlingen kvalitetssikres og gøres mere ens på tværs af kommunegrænser. Det kan fortolkes som et angreb på det kommunale selvstyre, men de udsatte børn og unges tarv må prioriteres højere gennem en egentlig certificering end den enkelte kommunes frihed på et så centralt område.

Initiativ 4 – Kvalitet

Socialtilsynet har ansvaret for opfølgningen på tilbuddene til børn og unge, men der måles endnu ikke med udgangspunkt i en anerkendt kvalitetsstandard. Der er derfor et behov for større præcision og tydelighed i beskrivelsen af, hvad kvalitet i en anbringelse skal indeholde. Hvis barnets behov skal passe til et tilbud fra en institution eller plejefamilie, er det nødvendigt at der foreligger en korrekt og konkret beskrivelse af tilbuddet efter en anerkendt kvalitetsstandard.

Herudover er der behov for at få udarbejdet og beskrevet kvalitetsnormer- og standarder i samarbejde med forskere og andre relevante fagpersoner. Det vil sikre, at standarderne baseres på den nyeste forskning inden for området.

Initiativ 5 – Børnenes rettigheder

Den nuværende lovgivning pålægger kommunerne udarbejdelse af handleplaner, gennemførelse af børnesamtaler, og at træffe afgørelser til børnenes bedste. Men hvordan sikrer vi børnenes rettigheder bedst? Konkrete rettigheder til børn vil her være noget helt centralt. Det kan også handle om, at det er barnet eller den unge, der sættes for bordenden ved samtaler med kommunen, pårørende og fagpersoner – for at understrege, at det er barnets møde. Ikke kommunens.

Initiativ 6 – Misbrugsberedskab

Misbrug har udviklet sig til et alvorligt problem for mange børn og unge under 18 år, og mange kommuner savner i dag det fornødne beredskab, når forældre eller børn under 18 år har behov for akut støtte, rådgivning og en eventuel indsats.

Der er derfor behov for etablering af enten statslige, regionale eller kommunale tilbud på misbrugsområdet, som kan yde den nødvendige støtte til forældre og børn under 18 år.

Initiativ 7 – Forenkling

Anbringelse af et barn er altid en følsom, kompliceret og vigtig beslutning. I tidens løb er området i endnu højere grad blevet uoverskueligt og komplekst som en konsekvens af årtiers mangel på koordinering i lovgivningen.

Derfor er der et stort behov for en forenkling af området, som kan sikre større transparens for såvel sagsbehandlere som for forældre og børn. En gennemgribende regelforenkling er påkrævet.

Initiativ 8 – Økonomi

Kommunernes økonomi er presset. Det betyder, at nogle kommuner ansætter forhandlere, der enten skal forhandle eller genforhandle prisen for anbragte børn og unge.

Kommunerne skal naturligvis med ansvarlighed og omhu balancere mellem hensynet til en forsvarlig omgang med skattebetalernes betroede midler på den ene side og hensynet til de udsatte borgere på den anden.

I den forbindelse er en væsentlig problemstilling modsætningen mellem kortsigtede økonomitilpasninger og det langsigtede aspekt i arbejdet med et ungt menneske, som måske har været udsat for alvorlige omsorgssvigt og vokset op i ustabile rammer.

Derfor er der behov for initiativer, som kan tilvejebringe en sikring af den økonomiske stabilitet for den unge, således at plejefamilien eller institutionen kan tilrettelægge en langsigtet indsats for den unge uden risiko for, at pludselige budgetændringer vælter indsatsen for den unge.

Omvendt skal det sikres, at hverken plejefamilier eller institutioner holder på den unge længere, end det er fagligt og menneskeligt forsvarligt. Når den unge har udviklet sig, skal videre tiltag planlægges i samarbejde med den unge. Det kan være alt fra uddannelse til egen bolig med eventuel støtte.

Initiativ 9 – Forældre

Debatten om udsatte børn og unge kan nogle gange munde ud i et uheldigt smagsdommeri i forhold til, hvad ”gode forældre” er. Det skal forhindres. Forskning viser, at trivslen i en anbringelse er helt afhængig af, om barnets eller den unges biologiske forældres har det godt og fra begyndelsen bliver inddraget i arbejdet med barnet.

At få anbragt et barn er et alvorligt indgreb, som kan skabe spændinger mellem henholdsvis forældrene, kommunen, plejefamilien eller institutionen. Dårlig kommunikation og manglende inddragelse af forældrene fører til spændinger og mistrivsel hos barnet eller den unge.

Derfor er tidlig inddragelse af forældrene i anbringelsessager vigtig og skal prioriteres – eventuelt gennem mentorordninger, som institutionerne kan varetage som led i arbejdet med barnet.

Initiativ 10 – Mere viden

Der er behov for et langt bedre vidensgrundlag i forhold til, hvad anbringelser gør ved børn og unge, deres forældre og omgivelser. Det øger behovet for konkret forskning – eventuelt gennem etablering af forskningsnetværk eller tænketanke inden for området. I den forbindelse afdækker seneste forskning, at det handler om at involvere borgeren som medproducent. Fremtidens resultatorienterede velfærdsløsninger handler ikke om hvem – men om hvad der leveres.

Samskabelse mellem private og offentlige aktører kan blive en endnu mere skabende drivkræft i den udvikling. Sæt i gang!

Yvonne Barnholdt, tidligere velfærdsdirektør og advisory board-medlem i Center for Kvalitet i Velfærd

Allan Vendelbo, tidligere kommunaldirektør og formand for Center for Kvalitet i Velfærd