Yvonne Barnholdt er indtrådt i CKVs Advisory Board. Hun skal med sin erfaring og indsigt i offentlige og private velfærdsløsninger være med til at løfte centrets arbejde med at gøre kvalitet til omdrejningspunkt i velfærdsdebatten.
Yvonne Barnholdt kommer med tung erfaring fra den offentlige sektor og har som offentlig topleder haft delansvar for gennemførelse af flere reformer på det kommunale område. Ikke mindst Kommunalreformen, hvor hun havde ansvaret for personaleområdet og senere Barnet Reform og Folkeskolereformen. Direktøransvaret i Roskilde Kommune, der med 88.000 indbyggere er landets 10. største kommune, omfattede alle de store velfærdsområder. Hun har blandt andet derigennem tilegnet sig tunge lederkompetencer og har et indgående kendskab til strategisk udvikling, hvor blandt andet borgerinddragelse og samarbejde med private leverandører og civilsamfundet har haft en særlig plads.
– Jeg har altid været aktiv i debatten om udviklingen af vores velfærdssamfund. Det er utroligt givende at arbejde med mennesker og se, hvordan vi kan skabe bedre og bedre vilkår for både helt almindelige mennesker, der bliver ældre, men også for udsatte grupper, der har brug for støtte, siger Yvonne Barnholdt og fortsætter:
– Jeg glæder mig til at omsætte min viden og nysgerrighed til sparring og rådgivning for offentlige og private aktører, der vil bidrage til udviklingen af vores velfærdssamfund,
Yvonne Barnholdt har også været medlem af Regeringens Innovationsråd og Regeringens Psykiatriudvalg samt af Sundhedsstyrelsen Rådgivende Udvalg. Herudover har hun haft sæde i Hovedbestyrelsen for kommunale Social, Sundheds og Beskæftigelseschefer samt været formand for foreningen i Region Sjælland. I dag er hun ekstern lektor på Roskilde Universitet og på Copenhagen Business School, hvor hun underviser i organisations- og ledelsesteori – og nu også medlem af Center for Kvalitet i Velfærds Advisory Board.
Læg en kommentar